11/06/2026
Polestar 2 er Årets Brugtbil 2026 🚗🏆🍾🎉
Danskerne køber brugte elbiler i rekordhøje antal i øjeblikket. Elbilen Polestar 2 er netop kåret som det bedste køb og titlen som Årets Brugtbil 2026 i konkurrence med fire andre storsælgende elbiler og en enkelt benzinbil i form af Toyota Yaris.
Årets Brugtbil er kåret hvert år siden 2006. Bag kåringen står en jury sammensat af motorjournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen Dansk Bilforhandler Union - DBFU og Applus+ Bilsyn. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Der sælges hvert år cirka 450.000 brugte biler i Danmark, og kåringen er et vigtigt pejlemærke for brugtbilskøberne. I de senere år har salget af brugte elbiler for alvor taget fart, og i år forventes det, at op i mod 200.000 brugte elbiler bliver solgt i Danmark. Med kåringen af den eldrevne Polestar 2 får bilkøberne et godt eksempel på hvad en god, brugt elbiler skal indeholde.
Polestar 2 blev lanceret i Danmark i 2021. Der kører over 12.000 Polestar 2 på vejene. På brugtbilmarkedet er bilen en af de mest populære elbiler, og der bliver importeret et højt antal biler for at kunne følge med i efterspørgslen. Sidste år blev der importeret over 4.000 eksemplarer af Polestar 2 til Danmark.
"Polestar 2 forener et tidløst design med fremragende køreegenskaber og fortsat moderne software. Det er en teknisk robust og ganske problemfri bil, der nu fås til ekstremt attraktive priser. Den giver ganske enkelt mere bil for pengene end nogen anden finalist i feltet,” forklarer jurymedlem og bilredaktør Christian Schacht fra Jyllands-Posten om hans baggrund for at stemme på Polestar 2 som Årets Brugtbil.
Jørgen Bomberg, direktør i DBFU - Dansk Bilforhandler Union, havde ligeledes stemt på Polestar 2, som Årets Brugtbil 2026, som han synes leverer en god allround løsning på en bil med plads til familien, lang rækkevidde, en attraktiv udstyrspakke, god softwareløsning med bl.a. Google maps, velfungerende stemmestyring samt attraktive brugtbilspriser og få kendte fejl.
Resultatet af finalerunden i Årets Brugtbil 2026:
Polestar 2 175 point 🥇
BMW iX3 145 point 🥈
VW ID.4 95 point 🥉
Hyundai Ioniq 5 50 point
Toyota Yaris 45 point
Mini Cooper SE 0 point
Fakta om Årets Brugtbil 2026
Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Kåringen har to runder. En indledende runde, hvor juryen nominerer 5 biler ud fra de 100 mest solgte biler det foregående år. De fem biler som får flest nomineringer, går videre til finalerunden. Via en hemmelig afstemning afgiver jurymedlemmer 15 point til deres førstevalg, 10 point til nummer to og 5 point til tredjepladsen. Den bilmodel, som får flest point, vinder titlen som Årets Brugtbil.